Medicinsk behandling

Ved kun let forhøjet blodtryk kan det være tilstrækkeligt at ændre kosten, tabe sig i vægt og motionere mere. I de fleste tilfælde er der dog behov for at kombinere disse ting med medicinsk behandling.

I dag findes der effektiv medicin, som praktisk talt er bivirkningsfri, men ganske ofte reagerer mennesker forskelligt på forskellig medicin. Det er derfor vigtigt, at du i samråd med din læge finder frem til den behandling, der er den rigtige for dig.

Ofte skal medicin mod forhøjet blodtryk justeres flere gange, før man finder de mest eff ektive midler og den rigtige dosis. De fleste har behov for mere end én slags medicin for at sænke blodtrykket tilstrækkeligt. Medicin mod forhøjet blodtryk skal tages med omhu. Husk derfor:

• Tag hverken mere eller mindre end anbefalet

• Stop aldrig din behandling uden at have talt med din læge

• Hav en fast aftale med din læge om kontrol af blodtryk og medicin

• Får du ubehag, som du mener kan skyldes din behandling eller dit
blodtryk, så kontakt din læge.